Lammekroner med urtecrust

Lam

Ingredienser (4 personer)

Lammekrone:

  • 1 – 2 lammekroner

  • 5 – 8 friske ramsløgsblade (potter med ramsløg eller friske blade kan købes i større supermarkeder fra marts til ca. maj). Kan erstattes med tørret ramsløg eller 2 fed hvidløg

  • 1 spsk. friskhakket rosmarin

  • 1 spsk. daggammelt brød eller rasp

  • 2 spsk. dijonsennep

  • 1 spsk. honning

  • Salt og peber

 

Tilbehør:

  • 1 kg nye kartofler

  • 1 bundt grønne asparges

  • 1 bundt små gulerødder med top

  • Olivenolie

  • Saften fra ½ citron

  • Salt og peber

 

Fremgangsmåde

Lammekroner:

Lammekronerne kan tilberedes på grill eller i ovnen.

Først renses ribbene for kød ved, at skære kødet af der sidder mellem benene. Rens dernæst ribbenene så godt som muligt for kødrester. Husk, at ribbenene både er meget dekorative og bruges til, at holde på, når kronerne spises.

Hak ramsløgsbladene og den friske rosmarin. Bland det sammen med det daggamle brød eller raspen. Rør dijonsennep og honning sammen, og smag til med salt og peber.

Lammekronen ridses let og drysses med salt.

Brun den på grillen eller på en pande på hver side til den får farve.

Smør dernæst sennepsblandingen ud på lammekronen, hvorefter crusten dryssen over. Placer lammekronen på grillen eller stil den i ovnen ved 200 grader.

Lad lammekronen grille/bage i ca. 20 minutter eller indtil dens kernetemperatur er 56 grader for rød og 63 for rosa.

Lad den dernæst hvile i 10 minutter, hvorefter den skæres ud i stykker, hvor der på hver sidder et ben.

 

Tilbehør:

Gnub skrællen af kartoflerne og kog dem i vand med masser af salt i. Efterfølgende kan du enten vende dem i lidt smør og hakket persille, eller smide dem på grillen og give dem lidt farve.

Gulerødderne skrubbes grundigt, undlad at skrælle dem. Hvis de er tykke halveres de.

Knæk enderne af aspargeserne.

Bland citronsaft og olivenolie og pensl et godt lag udover gulerødder og asparges.

Grill eller steg gulerødderne på en pande til de får farve. Lad dem enten grille færdig indirekte (dvs. ikke over den direkte varme) eller stil dem i ovnen. De skal have ca. 10 – 20 minutter og skal stadig have bid i sig.

Aspargeserne grilles eller steges på en pande i ca. 3 – 5 minutter.

Server de lækre lammekroner sammen med de nye kartofler, gulerødder og grønne asparges til.

 

Opskrift og billeder er udarbejdet af Søren S. Willadsen

Gastromad.dk

Forrige
Forrige

Smørrebrød med lammetunger

Næste
Næste

Lammenakke i fad