Lamme Rullepølse
Når du laver din egen rullepølse af et af vores lammeslag kan du enten bruge krydderierne fra GASTROmad´s opskrifter eller det du synes skal i din rullepølse.
Ingredienser (1 rullepølse)
Rullepølse:
1 lammeslag
2 – 3 spsk. salt
½ – 1 spsk. sukker
Krydderiforslag 1:
1 – 2 spsk. peber
½ – 1 tsk. allehånde
1 spsk. frisk hakket rosmarin
2 fint revne løg
Krydderiforslag 2:
1 – 2 spsk. peber
2 fint revne løg
1 spsk. timian
1 – 2 spsk. frisk hakket ramsløg
2 tsk. presset frisk hvidløg
Kogelage:
2 – 3 rødløg skrællet og skåret i både
3 laurbærblade
10 peberkorn
Fremgangsmåde
Dag 1:
Skær det værste fedt fra slaget og trim siderne så den bliver pæn hele vejen rundt
Drys slaget med salt og sukker på kødsiden.
Stil det på køl i 24 timer, som gør kødet mere fast.
Dag 2:
Tør salt og sukker af kødet.
Kom krydderier og løg på 2/3 del af kødsiden.
Fold nu slaget fra siden med løg og krydderier 3 gange. Dvs. den skal ikke rulles men foldes 3 gange.
Snør slaget sammen med madsnor. Det er nemmest, at binde den en gang fra den ene til den anden, og dernæst snøre den.
Kom pølsen i en gryde, som dækkes med vand. Kom rødløg, peberkorn og laurbærblade i.
Lad den simre i 1½ time ved svag varme.
Tag den op, og læg den i en rullepølsepresser, som stilles på køl i 24 timer.
Dag 3:
Tag rullepølsen op af presseren, og fjern snoren.
Nu kan den skæres i skiver, og evt. deles og fryses.
Opskrift og billeder er udarbejdet af Søren S. Willadsen